Alt afhængigt af, hvilken generation man kigger på, er der forskellige stilmæssige tendenser. Tag nu eksempelvis vores bedsteforældre. Hvis man går ind i sine bedsteforældres hjem er der stor sandsynlighed for at væggene er beklædt med billeder (gerne i brune trærammer), alt porcelæn de har samlet sammen igennem tiden står fremme, og langt størstedelen af tingene, om det er gardiner eller kopper er underordnet, har blomster. Dette er Flora Danica generationen – den generation, som værdsætter alt med blomster, kringler og andre krøllede detaljer.
Så har vi vores forældre – den middelaldrende generation. Disse hjem er præget af spøgelser og andre skrækkelige levn fra 80erne og 90erne. Eksempler er velour sofaer, kakkelspiseborde, mørke, kæmpe vitrineskabe, og sidst men ikke mindst – marmorstuebordet. Dog var denne generation blevet bedre til at sige nej til nips og blomster overalt. I stedet var de hvide tallerkener kommet på kakkelbordet i et demonstrativt forsøg på at adskille sig fra de gamle.
Og så har vi os selv, som jeg har døbt den musselmalede generation. Modsat vores forældre har vi vendt deres stilkoncept helt på hovedet. Vi afskyr prangende møbler og foretrækker den enkle minimalistiske stil, hvor møbler er til for ikke at ses (for meget). I stedet har vi adopteret vores bedsteforældres hang til blomstret og romantisk keramik. For når møblerne ikke må fylde i hjemmet, så må nipstingene. Vi har derfor adopteret en modsat balance end vores forældre og omfavner klassiske design elementer som musselmalet porcelæn og Normann Copenhagen mønster. Og personligt er jeg meget tilfreds med udviklingen.
Nu kan man så bare læne sig tilbage og undre sig over, hvad vores børns stil får at byde på. Åh, hvor jeg håber de ikke genindfører kakkelbordet!